Traumer i opvækst og tilknytning – når barndommen sætter spor

Tilknytningstraumer opstår i de tidlige år af livet, når relationen mellem barnet og dets omsorgspersoner ikke er tryg og forudsigelig. Det kan skyldes følelsesmæssigt fravær, afvisning, manglende tilgængelighed eller svingende adfærd fra forældre eller nære voksne. Når barnet ikke føler sig set, mødt eller reguleret, påvirker det den grundlæggende følelse af tryghed – og kan føre til vanskeligheder med tilknytning, relationer og selvregulering senere i livet.

​

Opvæksttraumer dækker bredere over belastende eller traumatiske oplevelser i barndommen. Det kan være psykisk eller fysisk vold, omsorgssvigt, mobning, afhængighed i familien eller andre former for utryg opvækst. Disse traumer fra barndommen påvirker både barnets psykiske og kropslige udvikling – og kan sætte sig som langvarige symptomer i voksenlivet.

​

Kort sagt:

• Tilknytningstraume handler især om følelsesmæssigt svigt og mangel på tryg tilknytning i de første leveår.

• Opvæksttraume omfatter alle typer af barndomstraumer – både relationelle og ydre belastninger.

Både tilknytningstraumer og opvæksttraumer kan behandles skånsomt gennem kropsbaseret traumeterapi, hvor vi arbejder med at skabe tryghed, regulering og nye måder at være i kontakt med dig selv og andre på.

​

Et usynligt traume

For mange er tilknytningstraumer ikke noget, de umiddelbart forbinder med deres opvækst. Man har måske haft en “helt almindelig” barndom, uden åbenlyse overgreb eller store kriser. Familien kan endda opleves som kærlig og god – og alligevel sidder der noget fast.

Det, der gør tilknytningstraumer særligt svære at få øje på, er netop, at de ofte er usynlige og uden et tydeligt “før og efter”. Hvis det, man har lært om relationer og følelser, har været præget af fx følelsesmæssig afstand, for meget ansvar eller mangel på følelsesmæssig spejling – så føles det som normalt. Man ved ikke nødvendigvis, hvordan tryg tilknytning føles, fordi man aldrig har oplevet det.

Alligevel mærker man måske:

• At noget ikke helt fungerer i nære relationer

• En underliggende uro eller tristhed

• Vanskeligheder med at mærke egne behov

• En følelse af at skulle “passe ind” frem for at være sig selv

​

Når man bliver ekspert i at tilpasse sig

Mennesker med tilknytningstraumer bliver ofte meget observante på andres signaler. Som barn har man lært, at tryghed opnås ved at tilpasse sig omgivelserne – aflure stemninger, undgå konflikt og gøre det rigtige.

Det betyder, at man som voksen:

• Ofte spejler sig i, hvad andre gør eller forventer

• Kan være usikker på, hvad man selv føler eller vil

• Har svært ved at mærke egne grænser

• Har en stærk indre kritiker eller frygt for at fylde for meget

​

Hvordan påvirker det livet som voksen?

Tilknytningstraumer kan komme til udtryk som:

• Utryghed i nære relationer

• Overansvar og selvudslettelse

• Behov for kontrol eller præstation

• Lavt selvværd og selvkritik

• Svært ved at give slip og være til stede i kroppen

• En følelse af at være forkert – selv når alt “ser fint ud”

Mange har klaret sig godt fagligt, socialt eller professionelt – men kæmper i det stille med ensomhed, uro og følelsesmæssig afstand til både sig selv og andre.

​

Kropsligt og følelsesmæssigt arbejde med tilknytningstraumer

Tilknytningstraumer mærkes ikke kun mentalt – de sætter sig i kroppen og i nervesystemet. Mange oplever fysiske spændinger, træthed, uro eller følelsen af at være konstant “på vagt”.

Derfor arbejder vi i terapien både med samtale og kropslig opmærksomhed:

• At skabe ro og tryghed i kroppen

• At styrke evnen til at mærke og stole på egne følelser

• At bearbejde gamle mønstre og følelsesmæssige strategier

• At sætte grænser og tage plads i relationer

• At finde nye måder at være i kontakt – med sig selv og med andre

​

Når tilliden brister – og relationer bliver svære

I alle nære relationer vil der indimellem ske brud – øjeblikke hvor vi føler os alene, misforstået eller forladt. For at kunne opretholde sunde og trygge relationer, er det vigtigt, at vi kan rumme den midlertidige følelse af afstand og senere tillade, at tilliden og kærligheden genopbygges.

​

Men når vi som børn har oplevet, at forbindelsen til en forælder eller omsorgsperson blev brudt – uden at nogen hjalp os tilbage til tryghed og samhørighed – lærer vi ikke, at tillid kan repareres. I stedet opstår følelsen af forladthed, og barnet begynder at udvikle beskyttelsesstrategier for at undgå den smerte igen.

​

Som voksen kan disse mønstre vise sig som:

• følelsesmæssig kulde eller distance

• svigtende evne til at tage imod kærlighed

• ubevidst at skubbe nære mennesker væk

• vanskeligheder med intimitet og tryghed i parforhold

• ​

Kroppen husker disse oplevelser – ofte helt ned i vævsstrukturen. Mange oplever spændinger, følelsesløshed eller indre uro, når relationer bliver for nære.

​

Gennem kropsfokuseret traumeterapi og psykomotorisk behandling kan vi arbejde med disse gamle tilknytningsmønstre. Når kroppen igen oplever ro og tryghed, bliver det muligt at reparere tillid og skabe nye, mere trygge relationer.

Det er muligt at slippe følelsen af forladthed og finde hjem i nærhed og kontakt – uden at det føles farligt.

​

Du kan godt have haft en tryg opvækst – og stadig mærke sår

Tilknytningstraumer handler ikke nødvendigvis om “store” oplevelser. Det kan handle om det, der ikke blev sagt, ikke blev rummet, eller ikke blev mødt. Derfor er det aldrig for småt, for sent eller for “almindeligt” til at søge støtte.

Du kan ikke ændre din barndom – men du kan få mulighed for at forstå dine reaktioner og skabe en anden kontakt til dig selv.

​

Ønsker du støtte?

Hvis du genkender dig selv i noget af det her, er du meget velkommen til at kontakte mig. En samtale er helt uforpligtende – og måske første skridt til at begynde at stå stærkere i dig selv.

​

​

​